Afsløringens øjeblikke: En tidslig tilgang til børns og unges afsløring af overgreb

https://doi.org/10.1007/s10896-026-01137-7

Sofie Henze-Pedersen1 · Michella Ida Mikuta1

Modtaget: 21. januar 2026 / Accepteret: 30. juni 2026 © Forfatteren/forfatterne 2026, modificeret publikation 2026

Resumé

Formål Denne artikel undersøger den komplekse proces, hvor børn afslører overgreb, de har været udsat for. Selvom nogle børn og unge uformelt deler deres oplevelser i nære relationer, er det kun en lille andel, der foretager en formel afsløring over for myndighederne. For at opnå en dybere forståelse af, hvordan afsløringen udfolder sig, anvender artiklen et tidsligt perspektiv til at undersøge de forskellige øjeblikke, der rummer potentiale til at understøtte afsløringsprocessen.

Metoder Der blev gennemført kvalitative interviews baseret på en tidslinjetilgang med 20 børn og unge i alderen 12–25 år fra Danmark, som havde været udsat for overgreb begået af en forælder eller en anden voksen med tilknytning til familien. Interviewene undersøgte, over for hvem, hvornår, hvordan og hvorfor børn og unge afslører overgreb, med henblik på at undersøge betydningen af forskellige relationelle kontekster.

Resultater Afsløringen finder sted over tid gennem interaktion med andre mennesker og de omgivende omstændigheder. Processen udfolder sig gennem tre stadier – erkendelse, afdækning og håndtering – som beskriver afsløringens overordnede forløb. Stadierne består af forskellige og foranderlige øjeblikke, der understøtter, skaber, forsinker eller lukker mulighederne for afsløring, lige fra kritiske forandringsøjeblikke til forspildte muligheder.

Konklusion Afsløring finder sted på et kontinuum, som er flydende, tidsligt og relationelt. Den udfolder sig på tværs af forskellige mulighedsrum, der kan ændre sig over tid. Dette fremhæver den skrøbelighed, der er indlejret i processen, eftersom et barns eller en ungs egne forståelser, tanker og forventninger – sammen med de omgivende relationer og omstændigheder – både kan muliggøre og begrænse mulighedsrummene.

Nøgleord Afsløring · Overgreb · Børn og unge · Tid · Afsløringens øjeblikke

Indledning

Mange børn og unge, der udsættes for overgreb i barndommen, fortæller ikke andre om det (Jensen et al., 2005; Mathews et al., 2025; Thulin et al., 2020). Selvom nogle deler deres oplevelser uformelt med mennesker, de står nær (f.eks. familie eller venner), viser forskning, at kun en lille andel formelt afslører overgrebene over for myndighederne (Bloomfield-Utting & Skinner, 2025; Jernbro et al., 2017; Thulin et al., 2020). Som følge heraf bliver myndighederne enten sent eller slet ikke bekendt med disse sager, hvilket indebærer en risiko for, at børn og unge ikke modtager den nødvendige støtte til at overvinde følgerne af overgrebene (Goodman-Brown et al., 2003). Denne artikel undersøger erfaringer med overgreb, der finder sted inden for familien, med det formål at opnå en dybere forståelse af de forskellige øjeblikke, der rummer potentiale til at understøtte børns og unges afsløringsproces.

Forskning i afsløring udgør et omfattende underfelt inden for forskningen i overgreb i barndommen (Allnock, 2017; Jernbro et al., 2017) og har været afgørende for udviklingen af forståelsen af afsløring som en proces snarere end en begivenhed – en proces, der kan udfolde sig over en lang periode (Alaggia et al., 2019; McElvaney et al., 2014; Morrison et al., 2018; Thulin et al., 2020). Studier af børns og unges afsløring af overgreb viser stor variation med hensyn til afsløringens tidspunkt og omfang, som kan være fuldstændig, forsinket eller delvis i forhold til, hvornår overgrebene fandt sted (Andresen, 2024; Goodman-Brown et al., 2003; McElvaney, 2015). Dette indikerer, at tid er central for forståelsen af afsløringsprocessen, hvilket får os til at trække på tidslige tilgange i undersøgelsen af denne proces (Allnock, 2017; Andresen, 2024). Denne tilgang gør det muligt for os at bevæge os ud over et fokus på den indledende afsløring eller særskilte former for afsløring og i stedet undersøge afsløringens kompleksitet (Bloomfield-Utting & Skinner, 2025). På den måde retter vi opmærksomheden mod de forskellige øjeblikke, hvor afsløringen udfolder sig – øjeblikke, der ikke alene omfatter børnene og de unge selv, men også de relationer og omstændigheder, der omgiver dem. Det meste af forskningen i afsløring har fokuseret på det øjeblik, hvor børn og unge for første gang åbner op om deres oplevelser, mens færre studier har undersøgt, hvordan de oplever den efterfølgende proces, hvor de oplysninger, de har afsløret, håndteres af myndighederne og andre fagpersoner (Linell, 2017). I denne artikel begrebsliggør vi derfor afsløring som noget, der ikke alene omfatter det tidspunkt, hvor børn og unge indledningsvist giver udtryk for deres oplevelser af overgreb, men også tiden derefter, hvor de overvejer at give udtryk for deres oplevelser eller er nødt til at genfortælle dem til andre.

Artiklen præsenterer en analyse af afsløringsprocessen blandt børn og unge, der har været udsat for overgreb i barndommen begået af en forælder eller en anden voksen med tilknytning til familien. Analysen er baseret på tidslinjeinterviews med 20 børn og unge i alderen 12–25 år med erfaringer med forskellige former for overgreb. Vi anvender en bred definition af overgreb, som omfatter deltagere med erfaringer med fysisk vold, psykisk vold, vold mellem forældre eller stedforældre og seksuelle overgreb. Fokus i denne artikel er ikke at skelne mellem eller sammenligne forskellige former for overgreb (se også Linell, 2017; Ungar et al., 2009), men at indfange fælles tidslige processer på tværs af disse erfaringer. Vi indrammer analysen i et tidsligt perspektiv, der beskriver tre stadier i afsløringsprocessen: (1) erkendelsesstadiet, (2) afdækningsstadiet og (3) håndteringsstadiet. Vi undersøger, hvordan afsløringen udfolder sig over tid, og retter opmærksomheden mod de forskellige afsløringsøjeblikke – øjeblikke, der konstitueres af forskellige mulighedsrum – som rummer potentiale til at understøtte børns og unges afsløringsproces. Disse øjeblikke afspejler forskellige mulighedsrum, hvor relationer og omstændigheder skaber potentiale for forandring, f.eks. ved at gøre det muligt for børn at erkende deres oplevelser, få andre til at blive opmærksomme på overgrebene eller lette adgangen til hjælp og støtte. Sådanne øjeblikke kan f.eks. opstå, når børn møder andre familiemiljøer, som får dem til i stigende grad at blive bevidste om deres egen situation (opdukkende øjeblikke); i situationer, hvor bekymringer over, hvordan andre vil opfatte dem, påvirker, hvorvidt de afslører overgrebene eller ej (afvejende øjeblikke); eller i situationer, hvor de inviteres til at tale om deres hjemmeliv, hvilket potentielt kan skabe et øjeblik, hvor andre bliver bekendt med overgrebene (kritisk øjeblik). Ved at undersøge disse øjeblikke fremhæver vi både kritiske øjeblikke, der kan medføre forandring, og fraværende øjeblikke, hvor afsløringen ikke bliver til noget (se også Bloomfield-Utting & Skinner, 2025).

Tid i afsløringsprocessen

At afsløre oplevelser af overgreb i barndommen er ikke en enkeltstående begivenhed, men en proces, der finder sted over tid såvel som i relation til og gennem interaktion med andre (McElvaney et al., 2014; Morrison et al., 2018; Reitsema & Grietens, 2016). En forståelse af, hvordan denne proces udfolder sig, er afgørende for at opnå en dybere forståelse af, hvad der påvirker børns og unges afsløringsprocesser. Denne artikel anlægger derfor et tidsligt perspektiv med særligt fokus på de forskellige øjeblikke, der konstituerer afsløringsprocessen.

Litteratur om afsløringsprocessen

Det tidspunkt eller øjeblik, hvor børn og unge afslører overgreb, er et emne, der har optaget forskere på tværs af akademiske discipliner (se f.eks. Goodman-Brown et al., 2003; Jernbro et al., 2017; McElvaney et al., 2014). En betydelig del af denne forskning fokuserer på seksuelle overgreb, og det er derfor primært denne litteratur, der har bidraget med indsigt i afsløringens tidslige dimensioner. Tidligere forskning har vist, at der er stor variation med hensyn til tidspunktet for afsløringen (Goodman-Brown et al., 2003), hvilket fremhæver afsløringens tidslige dimension, som kan være fuldstændig, forsinket eller delvis i forhold til, hvornår overgrebene fandt sted (Andresen, 2024; McElvaney, 2015). Desuden kan den måde, hvorpå afsløringen finder sted, ændre sig over tid og følge forskellige veje (Landberg et al., 2023). Et studie af unges afsløring af fysisk og seksuelt overgreb beskriver for eksempel, hvordan de anvender både indirekte og direkte strategier – såsom at vælge ikke at tale om det eller at betro sig til en jævnaldrende – og viser, hvordan disse strategier kan ændre sig over tid (Ungar et al., 2009). Forskning indikerer endvidere, at både typen af overgreb og kønnet kan påvirke afsløringen, idet børn og unge – særligt drenge – der har været udsat for seksuelle overgreb, er mindre tilbøjelige til at afsløre dem sammenlignet med børn og unge, der har været udsat for andre former for overgreb (Lev-Wiesel & First, 2018). Afsløring forudsætter nødvendigvis en modtager og er derfor en relationel proces (Landberg et al., 2023; Reitsema & Grietens, 2016). Afsløringens øjeblikke og tidspunkt krydser derfor hinanden med andres reaktioner. Et studie af seksuelle overgreb viser for eksempel, at afsløring ofte understøttes eller hæmmes af interpersonelle relationer og kontekstuelle faktorer (Allnock, 2017).

Tilstedeværelsen af tillidsfulde relationer spiller en vigtig rolle, idet noget sker, eller opleves som det rette eller forkerte tidspunkt og tempo – den hastighed, det tempo eller den intensitet, hvormed noget sker (Adam, 1995). Dette teoretiske perspektiv gør det muligt at undersøge, hvordan afsløringsprocessen udfolder sig i tid og opleves over tid.

Samtidig kan personer forsøge gradvist at fortælle om overgrebene over tid gennem direkte eller indirekte udtryk – hvilket kan genkendes, tilskyndes og støttes gennem følsom spørgen og opmærksom lytning (Brattfjell & Flåm, 2019). Samlet set peger disse resultater på, at afsløring af overgreb er en tidslig proces, der involverer forskellige strategier, hvorigennem børn og unge udtrykker eller kommunikerer deres oplevelser.

For at supplere den litteratur, der primært har fokuseret på seksuelle overgreb, anvender denne artikel en bred definition af overgreb for at understøtte en eksplorativ analyse, der har til formål at indfange variationen i de øjeblikke, som kan understøtte børns og unges afsløringsprocesser på tværs af deltagernes oplevelser med overgreb.

### En tidslig tilgang til forståelsen af afsløring

Overgreb i barndommen finder sted på et bestemt tidspunkt eller på bestemte tidspunkter; individets forståelse af disse oplevelser og deres betydning kan imidlertid udvikle sig over tid (se også Henze-Pedersen, 2026), hvilket igen kan påvirke, hvordan de udtrykker disse oplevelser over for andre. En tilgang til begrebsliggørelsen af afsløringsprocessen er at tage udgangspunkt i forestillingen om vendepunkter eller kritiske øjeblikke. Inden for forskningsområdet om overgreb i barndommen er disse begreber blevet anvendt til at beskrive både det tidspunkt, hvor afsløringen begynder (Andresen, 2024), og de måder, hvorpå forskellige livsbegivenheder interagerer med og påvirker afsløringen (Allnock, 2017). Sådanne øjeblikke bør ikke forstås som enkeltstående eller afgrænsede begivenheder, men snarere som en del af en proces (Andresen, 2024). Kritiske øjeblikke er begivenheder, der har vigtige konsekvenser for ens liv (Thomson et al., 2002, s. 339). Sådanne begivenheder påvirkes af forskellige betingelser, reaktioner, tilfældigheder og tidsmæssige forhold (Holland & Thomson, 2009; Thomson et al., 2002), og samspillet mellem disse faktorer kan påvirke begivenhedernes udfald. I forbindelse med overgreb har forskning eksempelvis vist, at andres reaktioner kan få børn og unge til at undlade at fortælle om overgrebene (Alaggia, 2004). Afsløring kan derfor forstås som en proces i konstant forandring, der udfolder sig i relation til flere personer (Bloomfield-Utting & Skinner, 2025), og som består af forskellige øjeblikke, der kan indebære betydelig forandring, men også et forsigtigt eller begrænset forandringspotentiale (Allnock, 2017). Vi begrebsliggør sådanne afsløringsøjeblikke som forskellige mulighedsrum, der enten kan understøtte eller begrænse afsløring. For at indfange og identificere sådanne øjeblikke trækker vi på teorier om tid (se f.eks. Adam, 1995; Andresen, 2024), som forstår tid i relation til individers kontekster, herunder de sociale relationer og omstændigheder, der former, hvordan tid opleves. En tidslig tilgang inddrager også de tidslige elementer, som tiden omfatter, såsom timing – hvornår noget sker eller opleves som det rette eller forkerte tidspunkt – og tempo – den hastighed, det tempo eller den intensitet, hvormed noget sker (Adam, 1995). Denne teoretiske tilgang gør det muligt at undersøge, hvordan afsløringsprocessen udfolder sig i og opleves over tid.

Ved at placere analysen inden for et tidsligt perspektiv gennem undersøgelse af forskellige afsløringsøjeblikke kan vi undersøge de faktorer, der kendetegner disse øjeblikke, og hvordan de påvirkes af andre mennesker og omstændigheder. Dette gør det muligt at undersøge skrøbeligheden og usikkerheden i disse øjeblikke med hensyn til, om – og på hvilke måder – de kan føre til forandring (f.eks. at barnets eller den unges forståelse ændres, eller at andre bliver opmærksomme på overgrebene).

### Metoder og etik

Vi anvendte et kvalitativt, retrospektivt design med tidslinjeinterview med 20 børn og unge i alderen 12–25 år for at undersøge, hvordan afsløring af overgreb i barndommen udfolder sig over tid – fra de første tegn og udtryksformer til myndigheders og fagpersoners håndtering af sagen. Tidslinjeinterview blev valgt, fordi denne tilgang er særligt velegnet til at frembringe tidsmæssigt ordnede narrativer og støtte deltagerne i at placere komplekse livsbegivenheder i deres bredere biografiske kontekst. Tilgangen muliggør både en sekventering af centrale begivenheder og en udforskning af deltagernes subjektive fortolkninger af disse begivenheder (Adriansen, 2012), hvilket er centralt for forståelsen af afsløringsprocessen. Ved at placere afsløringen i deltagernes bredere livserfaringer giver metoden mulighed for at analysere, hvordan kontekstuelle faktorer former både tidspunktet for og formen på afsløringen.

Tidslinjeinterviewene undersøgte, over for hvem, hvornår, hvordan og hvorfor børnene og de unge havde fortalt om overgrebene. Interviewene blev gennemført af forfatterne. Hver deltager og intervieweren konstruerede i fællesskab en tidslinje opdelt i fem områder: (1) familie, (2) venner/jævnaldrende, (3) skole/uddannelse, (4) fritid og (5) andre (f.eks. fagpersoner inden for børnevelfærd). Intervieweren begyndte med at spørge deltagerne, hvornår de begyndte at indse, at det, de oplevede, udgjorde overgreb, og undersøgte deres afsløringsproces ved at bevæge sig frem og tilbage på tidslinjen for at tale om personer og begivenheder, der havde påvirket processen. Først undersøgte interviewet den proces og de overvejelser, der førte frem til afsløringen. Dette tema belyste, over for hvem, hvornår og hvordan børnene og de unge fortalte om deres oplevelser, og afdækkede de overvejelser, der lå til grund for deres proces. Dernæst undersøgte interviewet sagens håndtering (f.eks. hos de sociale myndigheder på børneområdet eller politiet). Dette tema omhandlede, hvordan børnene og de unge oplevede håndteringen af deres sag (hvis der var blevet oprettet en sag), herunder hvem de havde talt med, på hvilket tidspunkt og hvordan de oplevede disse samtaler.

Deltagerne blev rekrutteret gennem en række forskellige kilder for at sikre en variation af afsløringsnarrativer samt repræsentation med hensyn til køn, alder, socioøkonomisk baggrund, etnicitet og type af overgreb. Rekrutteringsstrategien var udformet med henblik på at understøtte en eksplorativ analyse ved at indfange variation på tværs af deltagernes baggrunde og oplevelser med overgreb. Denne variation havde ikke til formål at muliggøre sammenligning mellem kategorier (f.eks. køn, alder eller type af overgreb), men snarere at identificere tværgående mønstre på tværs af forskellige cases (Patton, 1990). I denne forstand tjente variationen i stikprøven til at øge den empiriske og analytiske bredde samt understøtte begrebsudvikling frem for at muliggøre undergruppeanalyse. Børnene og de unge blev rekrutteret gennem henvendelser til Barnahus, krisecentre og organisationer med fokus på overgreb samt behandlingsinstitutioner og gennem opslag på sociale medier. Inklusionskriterierne var børn og unge, der før det fyldte 18. år havde været udsat for overgreb i barndommen (fysisk vold, psykisk vold, seksuelle overgreb eller forældres vold mod en intim partner), begået af en forælder eller en anden voksen inden for familiens rammer. Der blev anvendt en øvre aldersgrænse på 25 år for at indfange oplevelser, der var placeret i en relativt ensartet historisk og institutionel kontekst, herunder sammenlignelige lovgivningsmæssige rammer og faglige reaktioner på overgreb i barndommen. Eksklusionskriterierne omfattede overgreb begået af søskende eller personer uden for familien samt deltagere, der stadig boede sammen med gerningspersonen på tidspunktet for undersøgelsen. Det sidstnævnte eksklusionskriterium blev anvendt for at minimere en potentiel risiko og sikre deltagernes sikkerhed (Morris et al., 2012).

Deltagerne omfattede 12 piger eller unge kvinder og 8 drenge eller unge mænd. Flertallet var i alderen 12–17 år (14 deltagere), mens de resterende var i alderen 18–25 år (6 deltagere). De fleste havde oplevet fysisk og/eller psykisk vold, og næsten halvdelen havde oplevet forældres vold mod en intim partner. Endelig havde fire deltagere oplevet seksuelle overgreb. For størstedelen af de 20 deltagere var gerningspersonen den biologiske far, men i andre tilfælde var begge forældre gerningspersoner, eller det var moderen, en stedfar eller en anden voksen med tæt tilknytning til familien, der var gerningsperson. For at beskytte fortroligheden omkring børnene og de unge giver vi kun begrænsede oplysninger om deltagerne (f.eks. et aldersinterval som 12–17 år frem for specifikke aldre) og anvender pseudonymer. Det betyder også, at oplysningerne om deltagernes etnicitet og socioøkonomiske baggrund er begrænsede, hvilket begrænser, i hvilket omfang de identificerede tidslige processer kan fortolkes i relation til bredere sociale og strukturelle vilkår, der former deres oplevelser.

Undersøgelsen blev godkendt af den etiske komité ved The Danish Center for Social Science Research (VIVE). Ud over at sikre en formel etisk godkendelse iværksatte vi en række foranstaltninger for at støtte og beskytte deltagerne. Alle deltagere modtog både skriftlig og mundtlig information om undersøgelsen forud for interviewet. For deltagere under 18 år blev den ene eller begge forældre også informeret. I overensstemmelse med tidligere forskning blev forældre eller omsorgspersoner, der havde begået overgreb, dog ikke informeret for at beskytte deltagerne (Morris et al., 2012). Under interviewet fokuserede intervieweren på at skabe et trygt og støttende miljø. Interviewene blev gennemført et sted, som deltagerne selv valgte, og i omgivelser, hvor andre ikke kunne overhøre samtalen. Intervieweren anvendte åbne spørgsmål for at give børnene og de unge mulighed for at bevare kontrollen over, hvilke dele af deres oplevelser de ønskede at dele (Evang & Øverlien, 2015; Øverlien & Holt, 2018). Intervieweren var også meget opmærksom på deltagernes verbale og nonverbale udtryk (f.eks. kropssprog og tavshed) og spurgte, om de ønskede at holde en pause eller afslutte interviewet, hvis de viste tegn på ubehag (Eriksson & Näsman, 2012; Evang & Øverlien, 2015; Morris et al., 2012).

Interviewene blev analyseret ved hjælp af NVivo. På baggrund af en indledende gennemlæsning af interviewene blev der anvendt en tematisk kodningstilgang til at organisere børnenes og de unges afsløringsnarrativer (Mason, 2002). Den første gennemlæsning af interviewene fokuserede på det tidspunkt, hvor børnene og de unge første gang udtrykte eller fortalte nogen om overgrebene, og på hvordan de oplevede den (formelle) proces efterfølgende, da myndighederne håndterede oplysningerne. Interviewene viste imidlertid, at børn og unge ofte gennemgik en langvarig proces med at forstå og forlige sig med overgrebene, som ofte begyndte, før de første gang udtrykte deres oplevelser over for nogen. Barnets eller den unges egen erkendelse syntes således at være central for afsløringsprocessen. Derfor udviklede vi tre analytiske kategorier til at karakterisere børnenes og de unges samlede afsløringsforløb: erkendelsesfasen, afdækningsfasen og håndteringsfasen. Disse faser blev derefter anvendt systematisk til at kode hele det empiriske materiale med fokus på de afsløringsøjeblikke, der optrådte i de tre faser, hvilket dannede grundlag for den analyse, der præsenteres i denne artikel. I resultatafsnittet præsenterer vi udvalgte citater som eksempler for at illustrere resultaterne (Eldh et al., 2020), idet de repræsenterer materialet som helhed og muliggør en dybdegående analyse og fortolkning af deltagernes oplevelser, refleksioner og perspektiver på afsløringsprocessen.

### Resultater

Den proces, hvorigennem børnene og de unge fortalte om oplevelser med overgreb i barndommen, kan

forstået i relation til tre stadier: erkendelse, afdækning og håndtering. Disse stadier bør ikke ses som lineære trin, hvor det ene fører til det næste. I stedet overlapper og supplerer de tre stadier hinanden, således at de flettes sammen eller bevæger sig frem og tilbage over tid. Hvert stadium omfatter en række forskellige øjeblikke, der rummer potentiale til at understøtte processen med at fortælle om overgrebene. Disse forskellige øjeblikke i fortælleprocessen udgøres således af forskellige mulighedsrum. Et tidsligt perspektiv fremhæver, hvordan disse øjeblikke kan udfolde sig forskelligt over tid, påvirket af de omkringliggende relationer og omstændigheder, som kan åbne, forsinke eller lukke muligheder for at fortælle om overgrebene. I den følgende analyse udfolder vi disse øjeblikke i fortælleprocessen. Det er vigtigt at bemærke, at vores mål er eksplorativt, og at vi ikke søger at differentiere mellem eller sammenligne former for overgreb. I stedet fokuserer vi på at indfange fælles tidslige processer på tværs af disse erfaringer. I overensstemmelse hermed anlægger vi et tværgående perspektiv på forskellige former for overgreb for at understøtte den begrebslige udvikling af øjeblikke i fortælleprocessen, som rummer forskellige mulighedsrum, der både kan understøtte og begrænse det at fortælle om overgrebene i relation til uformelle og formelle aktører.

Erkendelsesfasen

Det første stadium i børnene og de unges proces med at fortælle om overgrebene er erkendelsesfasen. Tidligere forskning har vist, at normalisering af overgreb i barndommen kan fungere som en barriere for at fortælle om dem, eftersom børn og unge måske mangler en forståelse af overgreb og derfor ikke sætter spørgsmålstegn ved det, der er sket (Andresen, 2024; Jernbro et al., 2017; Schaeffer et al., 2011). Erkendelsesfasen handler således om, hvordan barnet eller den unge over tid – gennem fremvoksende og forskydende øjeblikke – begynder at lægge mærke til, forstå og anerkende overgrebene. Deres fortællinger indikerer, at det ikke kun er dem selv, der gennemgår denne erkendelsesproces, men at menneskene omkring dem også indgår i deres egen erkendelsesproces.

Blandt børnene og de unge havde normaliseringen af overgrebene sammen med manglende viden om eller forståelse af dem hæmmet udviklingen af en bevidsthed om og erkendelse af, at det, de oplevede, udgjorde overgreb. Som Said (18–25 år), der havde oplevet fysisk og psykisk vold, udtrykker det, var den vold, han havde oplevet under sin opvækst, blevet normaliseret: »Det er meget normaliseret, det er virkelig normaliseret. Fordi mine forældre er gode til at få det til at se ud som – min mor siger altid: ’Alle familier har problemer’, det er bare et citat, hun har.« Overgrebene havde fundet sted, så længe Said kunne huske, og normaliseringen fik ham til at undlade at sætte spørgsmålstegn ved overgrebene i den tidlige barndom. Det var først omkring otteårsalderen, da han begyndte at tilbringe tid i sine venners hjem, at han begyndte at blive opmærksom på andre familiedynamikker og begyndte at stille spørgsmålstegn ved, hvad der foregik i hans egen familie. Anya (12–17 år), som havde oplevet psykisk vold rettet mod sig selv og vold mellem intime partnere rettet mod sin mor, beskriver en lignende oplevelse og fortæller, hvordan hendes erkendelsesproces udviklede sig over tid gennem forskellige fremvoksende øjeblikke:

Interviewer: »Hvornår begyndte du at indse det?«

Anya: »Tja … det var nok, da jeg var ret lille. For det meste, når jeg tænker på hjemmet, så er det noget i den stil, jeg husker. Jeg kan ikke huske præcis hvornår, men jeg tænker bare – sådan lidt efter lidt, når man begynder at lægge mærke til det, eller hvis man er ovre hos, altså, sin ven, sådan … hvis man er der og finder ud af: ’Okay, det sker ikke dér. Hvorfor sker det hjemme hos mig?’«

Som Anya forklarer, kan det være vanskeligt at fastslå det præcise erkendelsesøjeblik; snarere er der tale om en proces bestående af fremvoksende øjeblikke, det vil sige øjeblikke, der rummer mulighed for at udvikle barnets eller den unges forståelse af overgrebene. For hende begyndte denne proces i en ung alder, da hun begyndte at lægge mærke til små hændelser, som satte hendes egne erfaringer i kontrast til andres. Disse fremvoksende øjeblikke kan bidrage til fremkomsten af forskydende øjeblikke, som er øjeblikke, der ændrer deres bevidsthed om og forståelse af overgrebene. Det er imidlertid ikke kun yngre børn, der kan mangle en forståelse af eller være usikre på, hvordan de skal forstå overgrebene, hvilket indikerer, at faktorer ud over alder (f.eks. overgrebenes type og den sociokulturelle kontekst) kan forme processen med at fortælle om dem. For Gry (18–25 år), som havde oplevet psykisk vold rettet mod sig selv og vold mellem intime partnere rettet mod sin mor, var det først i en alder af 19 år, at hun forstod, at det, hun havde oplevet, var overgreb. Hun forklarer, at noget af det, der gjorde det vanskeligt for hende at forstå det, var, at hendes opvækst i en middelklassefamilie i et forstadsområde ikke stemte overens med hendes forestillinger om, hvilke familier overgreb kan forekomme i.

Børnenes og de unges fortællinger antyder, at erkendelse er en gradvis proces, der udfolder sig gennem fremvoksende øjeblikke, som åbner for potentielt nye forståelser af familiedynamikker, og forskydende øjeblikke, hvorigennem de begynder at erkende overgrebene som sådanne.

Flere af børnene og de unge beskriver, at de fornemmede, at andre omkring dem også havde svært ved at forstå, hvad de oplevede. Familier kan opleve en række problemer eller udfordringer, herunder overgreb (Morgan, 2019). I sådanne sammenhænge kan personer, der fornemmer, at noget er galt, indgå i en gensidig erkendelsesproces, hvor både barnet eller den unge og de mennesker, der omgiver dem, forsøger at forstå, hvad der foregår. Nogle af børnene og de unge forklarede, at andre havde haft mistanke om vanskeligheder i familien, men ikke nødvendigvis havde haft mistanke om overgreb. Et eksempel på dette er Josefine (18–25 år), som forklarer, at de voksne omkring hende, herunder skolens personale, havde fortolket hendes tegn på mistrivsel som tegn på, at hendes mor havde psykiske problemer, frem for at erkende dem som tegn på, at Josefine blev udsat for overgreb:

»Året før mine forældre blev skilt, blev min mor indlagt flere gange med depression. Det var der meget fokus på på det tidspunkt […] Så jeg kom med i denne støttegruppe [for børn af forældre med psykiske problemer]. […]. Ja, altså, jeg ved, at jeg talte med en masse mennesker, men jeg er faktisk ikke sikker på, om de i dag ville forstå, hvordan det egentlig var.«

De voksne i hendes umiddelbare omgivelser fortolkede hendes tegn på mistrivsel forkert; selvom de således bemærkede, at noget var galt, blev der ikke åbnet noget mulighedsrum for at udvikle deres forståelse af og erkendelse af, at der også var overgreb involveret. Andre personer omkring børnene eller de unge – såsom familiemedlemmer eller skolens personale – som måske nærede mistanke, forsøgte også at forstå situationen (Reitsema & Grietens, 2016). Denne proces med at komme til en forståelse af, hvad der foregår i familien, kan være vanskelig, og nogle af børnene og de unge beskriver situationer, hvor deres tilsyneladende trivsel i bestemte sammenhænge (f.eks. i skolen) gjorde det vanskeligt for andre at genkende deres mistrivsel i andre sammenhænge (f.eks. derhjemme). Olivia (12–17 år) beskriver eksempelvis, hvordan hendes gode præstationer i skolen blev en barriere for andres erkendelsesproces:

»[Når nogen ikke har opdaget noget], er det også, fordi jeg, tja, er den slags person, der klarer mig ret godt socialt, hvis man kan sige det sådan. Jeg får også gode karakterer og sådan noget, så det er ikke, som om en lærer ville pege på mig og sige: ’Den pige, hun har problemer derhjemme.’«

Olivia havde oplevet fysisk og psykisk vold, som fortsatte gennem hele hendes barndom. På trods af overgrebenes langvarige karakter mener hun, at hendes trivsel i skolen kan have gjort det vanskeligt for mennesker i hendes umiddelbare omgivelser at erkende, at hun blev udsat for overgreb derhjemme. Bestemte omstændigheder kan således udviske situationen og gøre det udfordrende for andre at fortolke den, hvilket fører til tilslørede øjeblikke, hvor tegn på mistrivsel bliver fejlfortolket. Dette antyder, at erkendelsesprocessen ikke er begrænset til børnene og de unge selv, men også gennemføres af mennesker i deres omgivelser, som på samme måde forsøger at forstå og skabe mening i det, der sker. Disse processer udfolder sig over tid og kan forekomme gensidigt eller forskudt – hvilket betyder, at børnene og de unge og menneskerne omkring dem kan nå frem til en erkendelse på samme tid eller på forskellige tidspunkter.

Afdækningsfasen

Det andet stadium i børnene og de unges proces med at fortælle om overgrebene er afdækningsfasen. Tidligere forskning har vist, at børn og unge indirekte eller direkte kan henlede andres opmærksomhed på eller fortælle andre om overgreb i barndommen, eller at andre fornemmer eller opdager, at noget er galt (Jernbro et al., 2017; Reitsema & Grietens, 2016; Ungar et al., 2009). Afdækningsfasen handler om, hvordan overgrebene bliver kendt af andre. Børnenes og de unges fortællinger viser, at interaktioner med andre og andres reaktioner kan påvirke tidspunktet for, hvornår der fortælles om overgrebene, gennem en række forskellige øjeblikke. Disse spænder fra kritiske øjeblikke, der fører til afdækning, til fraværende øjeblikke med forspildte muligheder samt overvejelsesøjeblikke, hvor børnene og de unge overvejer fordele og ulemper ved at fortælle om overgrebene.

Børnene og de unge beskriver forskellige situationer, hvor de fortalte om deres erfaringer med overgreb. For mange indebar dette, at de havde en relation til en person, de havde tillid til – særligt venner nævnes som personer, de havde tillid til, og nogle nævner også fagpersoner. Abdel (12–17 år), som havde oplevet vold mellem sine forældre, forklarer eksempelvis, at hans ven på et tidspunkt spurgte ham, om der var noget galt, fordi han havde lagt mærke til ændringer i hans adfærd (f.eks. at han ikke længere gik ud og spillede fodbold, som han plejede). Dette blev et kritisk øjeblik i hans fortælleproces, eftersom der blev skabt en mulighed for at fortælle om overgrebene (Brennan & McElvaney, 2020), fordi Abdel for første gang blev inviteret til at dele sine erfaringer med en person, han havde tillid til. For nogle af de andre børn og unge blev der skabt et mulighedsrum, fordi personalet tog initiativ til og faciliterede samtaler om emner, der potentielt kunne give anledning til bekymring for børn og unge. Victoria (12–17 år) oplevede dette, da personalet i hendes fritidsklub tog emnet overgreb op:

»Vi havde sådan et emne [om overgreb] i fritidsklubben, hvor vi talte om det. Altså, ikke præcis om det, jeg havde oplevet, bare generelt. Men vi sad og talte med personalet i klubben. […] Og jeg kan bare huske, at den dag var jeg ikke mig selv. Jeg var bare ked af det, og vi havde en samling, og jeg begyndte at græde. Altså, jeg var bare virkelig udmattet af at kunne sige – altså, jeg vidste ikke, hvad der foregik. Og så var hun [en medarbejder fra fritidsklubben] den eneste, jeg virkelig kunne tale med på det tidspunkt. Og

så kom det bare ud. Altså, hun lyttede, og vi talte om det, og så delte vi det.”

Ved at rejse emnet om overgreb i en situation, hvor Victoria havde adgang til en voksen, hun havde tillid til, blev der skabt et mulighedsrum, hvor hun kunne dele sine oplevelser med overgreb, hvilket førte til et kritisk øjeblik, hvor hun fortalte det til en medarbejder. Tillid spiller en central rolle i processen med at fortælle om overgreb (Brennan & McElvaney, 2020; Jernbro et al., 2017; Lemaigre et al., 2017). Dette eksemplificeres af nogle af børnene og de unge, som beskriver øjeblikke, hvor deres manglende tillid til en person fik dem til at benægte, at noget var galt, eller til at undgå spørgsmålet, når de blev spurgt om deres familiesituation. Disse situationer udgør fraværende øjeblikke med forspildte muligheder, hvor potentialet for at dele oplevelser med overgreb blev undergravet af barnets eller den unges manglende tillid.

Andre børn og unge beskriver, hvordan en oplevelse af at være overvældet af forskellige former for bekymring, pres og stress skabte et behov for at fortælle om det (se også Brennan & McElvaney, 2020). For eksempel fortæller Gry (18–25 år) om et kritisk øjeblik, hvor kombinerede faktorer, herunder sygdom i familien og pres i skolen oven i de overgreb, hun havde oplevet, resulterede i en følelse af kognitiv og følelsesmæssig overvældelse, hvilket fik hende til at fortælle det til en skoleterapeut. Sådanne øjeblikke viser, at de relationer og den kontekst, der omgiver børnene og de unge, kan påvirke hvert øjeblik og dets potentiale til at bidrage til, at de fortæller om overgrebene.

Andre menneskers reaktioner, når børn og unge fortæller om overgreb, kan påvirke, hvordan disse øjeblikke udfolder sig (se også Reitsema & Grietens, 2016). Børnene og de unge giver udtryk for, at sådanne reaktioner – og forventningen om dem – kan påvirke, om de fortæller om overgrebene. Dette skete gennem overvejelsesøjeblikke, hvor børnene og de unge afvejede de potentielle risici og fordele ved at fortælle andre om overgrebene. Sådanne øjeblikke var især tydelige i bekymringer over, hvordan andre ville reagere på oplysningerne, herunder om de ville blive troet (f.eks. blive afvist), hvordan andre ville håndtere oplysningerne (f.eks. dele dem yderligere), og de potentielle konsekvenser af at fortælle om overgrebene (f.eks. repressalier fra gerningspersonen). Nogle af børnene og de unge gav også udtryk for bekymring over, hvorvidt det ville ændre andres syn på dem. Et eksempel på dette er Isabella (12–17 år), som siger: »Jeg var, og er stadig, bange for at fortælle det hele. Fordi jeg tror, at jeg har den idé, at hvis folk ved det, så ændrer de den måde, de ser mig på. Altså, jeg vil heller ikke være et offer.« Isabella giver udtryk for, at hun ikke ønsker at blive set som et offer, og derfor har hun været forsigtig med, hvem hun fortæller det til, og hvor meget hun fortæller. Tilsvarende gav nogle af de andre børn og unge udtryk for, at de ikke ønskede at blive set som ofre, mens andre forklarede, at de ikke ønskede at skille sig ud og derfor var forsigtige med, hvad de fortalte. Disse overvejelsesøjeblikke kunne påvirke, om de fortalte om overgrebene, eftersom bekymringer over, hvordan andre ville reagere, kunne føre til, at de fortalte om det senere eller kun delvist (se også AndreByrsen, 2024; McElvaney, 2015). Noget, der kan få et overvejelsesøjeblik til at udvikle sig til et skiftende eller kritisk øjeblik, er at føle sig bekræftet og troet på. Gry (18–25 år) beskriver et sådant kritisk øjeblik, da hun forklarer, hvordan en nabo bekræftede hendes oplevelse, da hun begyndte at åbne op om de overgreb, der havde fundet sted gennem det meste af hendes barndom:

»Denne nabo, som bekræfter den oplevelse, jeg har haft … og som hører mig og ser mig og ikke er bange for at engagere sig i alt det, der virkelig, virkelig kan være svært, forestiller jeg mig, at lytte til fra et barn, man … kender og har set vokse op, og som man nok i et vist omfang holder af.«

Naboen anerkendte Gry’s oplevelser, hvilket fik hende til at betro sig yderligere, hvorefter naboen indgav en anmeldelse til myndighederne. Dette udgør et kritisk øjeblik, hvor andres reaktion bidrog til processen med at fortælle om overgrebene og gjorde det muligt for myndighederne at blive opmærksomme på dem. Børn og unge kan være usikre på deres oplevelser, og hvis de mødes med mistillid eller tvivl, kan det forstærke deres egen usikkerhed eller få dem til at afstå fra at rejse emnet igen. Derfor er disse forskellige øjeblikke, hvor der fortælles om overgreb, også skrøbelige øjeblikke. Sådanne øjeblikke udfolder sig i relation til og gennem interaktion med andre mennesker og kontekstuelle faktorer i børnenes og de unges liv. Det gør det usikkert, hvilken karakter de forskellige øjeblikke vil få, hvad der vil følge efter, og i sidste ende hvilken betydning et øjeblik vil få.

Håndteringsfasen

Den tredje fase i børnenes og de unges proces med at fortælle om overgreb er håndteringsfasen. I denne fase behandles sagen formelt af myndighederne. Tidligere forskning har vist, at perioden efter afdækningen af overgreb i barndommen kan være udfordrende for børn og unge og kan være præget af tvetydige følelser – såsom frygt for, hvad der kan ske, men også håb om en ny fremtid (Linell, 2017). Håndteringsfasen vedrører således, hvordan børnene og de unge oplever at fortælle om overgrebene, mens deres sag behandles. Dette foregår inden for en institutionel tidslighed, hvor specifikke trin og procedurer kan indebære forskellige øjeblikke, såsom ventende øjeblikke og begrænsende øjeblikke.

Når en sag om overgreb i barndommen håndteres af myndighederne, gennemløber den en række proceduremæssige trin, som varierer afhængigt af sagens karakter, og som dermed udfolder sig inden for en formel institutionel tidslighed. Mange af børnene og de unge havde forventninger til, hvordan deres sag ville udvikle sig. Disse forventninger afspejlede sig imidlertid ikke altid i den måde, sagen efterfølgende udviklede sig på, eller i den måde, børnene og de unge oplevede sagens tempo på. For nogle resulterede dette i en oplevelse af, at der ikke skete noget, mens andre beskriver, hvordan deres sag skred hurtigere frem, end de havde forventet. Den sidstnævnte oplevelse fortælles af Victoria (12–17 år). Da hun fortalte en fagperson på sin fritidsklub om overgrebene, havde hun ikke forventet, at oplysningerne ville blive videregivet til andre så hurtigt: »Jeg vidste bare ikke, at det ville eskalere så hurtigt – at det ville være sådan en hurtig proces, du ved, hvor man går fra det ene til det andet og så flytter sig rundt her og der.« På denne måde beskriver nogle af børnene og de unge tidslige processer, der ikke stemte overens med deres forventninger, og som enten forløb langsommere eller hurtigere, end de havde forventet.

Den institutionelle tidslighed skabte også ventetider – ventende øjeblikke, hvor børnene og de unge måtte afvente bestemte trin. For nogle af børnene og de unge kunne dette påvirke, om de fortalte om overgrebene. En pige (12–17 år), som havde været udsat for seksuelle overgreb, beskriver, hvordan hun måtte vente på, at gerningspersonen blev afhørt af politiet, før hun selv kunne blive afhørt:

»Med hensyn til alt det der med grooming og sådan noget måtte jeg virkelig ikke tale ordentligt om det. De [politiet] var meget interesserede i selve overgrebene, og alt andet betød egentlig ikke rigtig noget for dem. Fordi, altså, det var det, han [gerningspersonen] havde sagt. De sagde ofte sådan noget. Jeg var også nødt til at svare på nogle af de ting, han havde sagt. Så tog de citater frem, som han havde sagt, og jeg skulle – du ved – kommentere på dem. Og så, hvad hedder det, så var det ikke rigtig vigtigt for dem, når jeg sagde: »Men det her skete«, så var det sådan: »Nå, men tilbage til det, vi var i gang med.« Så når jeg prøvede at bringe noget op, som jeg syntes var vigtigt, var det ikke vigtigt for dem, fordi det ikke var overgreb, du ved.«

At afhøre gerningspersonen først betød, at hun primært skulle forholde sig til hans forklaring. Dette skabte igen et begrænsende øjeblik – et øjeblik, hvor det, der kunne diskuteres eller fortælles, var begrænset – hvilket gjorde det vanskeligt for hende at henlede opmærksomheden på andre aspekter. Hændelsesforløbet gjorde det således vanskeligt for hende at formulere, hvad der var vigtigt for hende, og begrænsede dermed det, hun fortalte. Disse eksempler illustrerer, hvordan den institutionelle tidslighed kan være ude af trit med børnenes og de unges forventninger og behov, og hvordan denne disharmoni kan begrænse skabelsen af mulighedsrum for at fortælle om overgrebene.

Under håndteringsfasen blev børnene og de unge en del af en sagsproces, der ofte involverede en række nye fagpersoner, for eksempel børne- og ungetjenester, sundhedstjenester og politiet. Børnene og de unge måtte forholde sig til disse fagpersoner og gennem overvejelsesøjeblikke beslutte, hvad og hvor meget de ville fortælle. Tid spillede en vigtig rolle, eftersom børnene og de unge ikke altid oplevede, at der var tilstrækkelig tid i formelle samtaler til at opbygge en tillidsfuld relation, hvilket kunne påvirke mulighedsrummene for at fortælle om overgrebene. Anya (12–17 år) illustrerer dette, idet hun forklarer, at hun i begyndelsen ikke ønskede at tale med børne- og ungerådgivere eller andre voksne om den psykiske vold, hun havde oplevet:

»Jeg tror aldrig rigtig, at jeg følte, at nogen af socialrådgiverne eller nogen af de voksne, der var der til børnesamtalerne, sådan … altså, jeg havde aldrig rigtig tillid til dem. Og jeg tror, det var lidt svært at tale om ting, når det var mennesker, jeg lige havde mødt. Og så også, du ved, selve situationen og det, at jeg var ret lille … altså, det var bare virkelig angstprovokerende, at jeg nu blev sat ind i et rum med en, jeg ikke engang kendte, og så skulle jeg til at begynde at tale om alle mulige ting.«

Ligesom Anya gav andre børn og unge udtryk for en spænding i relation til forventningen om at dele deres personlige oplevelser med fagpersoner, de netop havde mødt. Tillid i professionelle relationer skabes og udvikler sig over tid (Vikander & Källström, 2023), hvilket kan udfordres i institutionelle sammenhænge, hvor børn og unge skal tale med forskellige fagpersoner, som de knap nok kender – undertiden i enkeltstående møder. Nogle af børnene og de unge understregede betydningen af, at fagpersonerne tog sig tid til at opbygge tillid hos dem. For eksempel giver Kofi (12–17 år) følgende råd til fagpersoner: »I skal bare lære hinanden at kende og ikke … altså, bare gå direkte i gang med de samme ting hele tiden.« På den måde peger børnene og de unge på, at tiden i sig selv spiller en vigtig rolle i håndteringsfasen, når de indgår i relationer og interaktioner med mennesker, som de ikke har haft mulighed for at lære at kende eller opbygge tillid til. Under håndteringsfasen kan kombinationen af potentielle ventende øjeblikke, begrænsende øjeblikke og mangel på tid til at opbygge tillid til fagpersoner således mindske mulighedsrummene for, at børnene og de unge kan fortælle deres historier og henlede opmærksomheden på det, der er vigtigt for dem.

Diskussion

Vores resultater belyser, hvordan børn og unge fortæller om oplevelser med overgreb i barndommen, der har fundet sted i en familiemæssig kontekst, og fremhæver de forskellige øjeblikke, der kan understøtte eller begrænse, at de fortæller om overgrebene til både uformelle og formelle aktører.

formelle relationer. Afsløring udfolder sig gennem tre faser – erkendelse, afdækning og håndtering – som konstitueres af forskellige øjeblikke, der repræsenterer flere muligheder i afsløringsprocessen. Ved at anlægge et tidsligt perspektiv fremhæver vi, hvordan interaktioner med andre mennesker og de omgivende omstændigheder påvirker disse øjeblikke og dermed retter opmærksomheden mod de forskellige og skiftende øjeblikke, der udgør afsløringsprocessen.

Analysen har identificeret forskellige afsløringsøjeblikke, som konstitueres af forskellige muligheder, der former børnenes og de unges afsløringsproces. Analysen fremhæver den usikkerhed, der knytter sig til disse øjeblikke med hensyn til, om – og på hvilke måder – de kan føre til forandring. Som forskning i vendepunkter og kritiske øjeblikke har vist, kan sådanne øjeblikke være både positive og negative samt både »store« og »små« (Allnock, 2017; Schinkel, 2019; Thomson et al., 2002). Tabel 1 præsenterer en begrebslig ramme for de afsløringsøjeblikke, der blev identificeret i dette studie. Denne ramme er ikke tænkt som en udtømmende typologi over alle mulige øjeblikke; den illustrerer i stedet de øjeblikke, der opstod for disse børn og unge. Øjeblikkene omfatter fremspirende øjeblikke med potentielle muligheder og skiftende øjeblikke med indledende erkendelse såvel som kritiske øjeblikke, hvor forandring realiseres, og fraværende øjeblikke, hvor muligheder forpasses. Desuden påvirkes sådanne øjeblikke af andre mennesker og de omgivende omstændigheder – for eksempel andres forståelser og reaktioner, livsomstændigheder og institutionelle processer. Dette omfatter afvejende øjeblikke, hvor børnene og de unge afvejer risici og fordele, tilslørede øjeblikke, hvor andre faktorer overskygger erkendelsen, samt ventende og begrænsende øjeblikke, hvor børnene og de unge må vente på eller begrænses i deres afsløring. De øjeblikke, der udgør børnenes og de unges afsløringsprocesser, fører således ikke nødvendigvis til forandring (f.eks. at andre bliver opmærksomme på overgrebet); de kan være ambivalente og usikre eller være præget af forspildte muligheder. Mens nogle øjeblikke kan betragtes som kritiske eller som vendepunkter, fordi de havde væsentlig indflydelse på afsløringsprocessen, kan andre øjeblikke repræsentere fremspirende punkter, der først senere får betydning – eller endda »ingen punkter«, hvor mulighederne for forandring var fraværende eller ikke blev realiseret.

Tidligere forskning har udvidet vores forståelse af afsløring ved at vise, at den kan antage flere former og kan være delvis, forsinket, indirekte eller utilsigtet (Alaggia, 2004; McElvaney, 2015; Ungar et al., 2009). I denne artikel bidrager vi til den litteratur, der begrebsliggør afsløring som foregående på et kontinuum, hvor forskellige former for afsløring ikke udelukker hinanden gensidigt (Alaggia, 2004; Bacon & Richardson, 2000; Bloomfield-Utting & Skinner, 2025). I stedet for at betragte afsløring som en bestemt type – forsinket, delvis eller fuldstændig – forstår vi afsløring som en flydende, tidslig og relationel proces, der udfolder sig gennem forskellige muligheder, som kan ændre sig over tid. Ud fra dette perspektiv kan afsløring ikke kategoriseres som én type eller som en proces, der nødvendigvis bevæger sig mod en større eller mere fuldstændig afsløring. Afsløring kan i stedet på nogle tidspunkter blive tilbageholdt, være forsigtig eller delvis, på andre tidspunkter mere fuldstændig og i nogle tilfælde helt udeblive. Dette understreger, hvordan konteksten – såsom de omgivende mennesker og omstændigheder – påvirker, hvordan afsløringen udfolder sig på et givent tidspunkt. Set på denne måde kan de forskellige afsløringsøjeblikke alle indgå i én overordnet proces for den enkelte og repræsentere forskellige muligheder, hvorigennem erfaringer med overgreb kan eller ikke kan deles. Denne tilgang til afsløring åbner et mere nuanceret rum for forståelsen af den iboende skrøbelighed i afsløring. Den fremhæver, hvordan relationer og omgivende omstændigheder kan påvirke, om et afsløringsøjeblik fører til forandring (f.eks. at andre bliver opmærksomme på overgrebet), eller om muligheden forpasses.

Tabel 1 Afsløringens øjeblikke

| Øjeblik | Mulighedsrum | |---|---| | Kritisk øjeblik | Et vigtigt øjeblik, der fører til realiseret forandring og transformation i afsløringsprocessen. | | Skiftende øjeblik | Et ændrende øjeblik, der foranlediger en indledende eller yderligere erkendelse af overgrebet. | | Fremspirende øjeblik | Et potentielt øjeblik, der rummer mulighed for en gradvis forståelse og erkendelse af overgrebet. | | Afvejende øjeblik | Et reflekterende øjeblik, hvor de mulige positive og negative konsekvenser af afsløring afvejes. | | Ventende øjeblik | Et suspenderet øjeblik, der indebærer en venteperiode, hvor børn og unge afventer muligheden for at afsløre overgrebet. | | Begrænsende øjeblik | Et hæmmende øjeblik, der begrænser evnen til at afsløre overgrebet og indsnævrer, hvad der kan afsløres. | | Tilsløret øjeblik | Et uklart øjeblik, hvor andre faktorer overskygger muligheden for at erkende, at situationen er påvirket af overgreb. | | Fraværende øjeblik | Et forpasset øjeblik, der kunne have været en mulighed for afsløring, men hvor denne mulighed blev forspildt. |

Resultaterne har implikationer for fagpersoner, der arbejder i almene sammenhænge (f.eks. børnehaver eller skoler), og som interagerer med børn og unge dagligt, såvel som for fagpersoner, der er involveret i afdækning og håndtering af overgreb (f.eks. politibetjente og psykologer). I overensstemmelse med tidligere forskning (Allnock & Miller, 2013; Linell, 2017) antyder vores studie, at børn og unge kan mangle viden om overgreb, og at deres forståelse af deres erfaringer ofte udvikler sig gradvist over tid. Samtidig må fagpersoner, der arbejder i almene sammenhænge, og andre voksne tæt på børn og unge fortolke og reagere på signaler, der kan være tvetydige (Reitsema & Grietens, 2016). Det betyder, at afsløring ikke nødvendigvis finder sted samtidig for alle involverede. Denne asynkronicitet kan føre til misforståelser eller forspildte muligheder, hvis barnet er parat til at fortælle, men den voksne ikke er opmærksom eller ikke har udviklet en forståelse af overgrebet (Adam, 1995; Alaggia, 2004). I disse processer kan børnenes, de unges og de voksnes erkendelse være ude af takt, hvilket kalder på tålmodighed, kontinuitet og en gentagelse af invitationen til at tale – alt sammen forhold, der er vigtige, fordi de potentielt kan skabe kritiske afsløringsøjeblikke. Tid og tillid er centrale for afsløringsprocessen. Dette har implikationer for fagpersoner i almene sammenhænge, eftersom børn og unge har brug for muligheder for at fortælle i deres eget tempo og for at åbne sig over tid. Det er også relevant for fagpersoner, der er involveret i afdækning og håndtering af overgreb, eftersom institutionelle procedurer og sagens fremdrift kan forme børnenes og de unges oplevelse af tempoet i håndteringen. Desuden kan kravet om at dele erfaringer med ukendte fagpersoner under håndteringsfasen begrænse udviklingen af tillid og dermed afsløringen (Vikander & Källström, 2023). Fagpersoner på tværs af forskellige sammenhænge bør anerkende, at afsløring er en dynamisk og skrøbelig proces, der udfolder sig gennem flere øjeblikke, som hver især kan bidrage til en endelig erkendelse af overgrebet. Små øjeblikke, der skaber rum for refleksion, gentagelse af invitationer til at tale og opretholdelse af kontinuitet, kan samlet set understøtte afsløring. Børn og unge kan også benytte strategier til at navigere i de potentielle risici og fordele ved afsløring. Fagpersoner bør håndtere disse muligheder omhyggeligt for at undgå at lukke dem og investere i opbygningen af tillid, som er afgørende for at muliggøre afsløring.

Fremtidig forskning kunne undersøge, om bestemte øjeblikke eller strategier er særligt betydningsfulde på forskellige stadier af afsløringen, eller om deres betydning varierer afhængigt af typen af overgreb. En forståelse af disse mønstre kunne give værdifuld vejledning til forskere og fagpersoner, der sigter mod effektivt at genkende, afdække og reagere på erfaringer med overgreb blandt børn og unge. Sådan forskning kunne også undersøge, om bestemte afsløringsøjeblikke har større sandsynlighed for at opstå i uformelle end i formelle sammenhænge, og hvordan relationelle eller institutionelle faktorer former disse muligheder over tid. Vores studie omfattede deltagere med forskellige erfaringer med overgreb, hvilket gjorde det muligt for os at identificere mønstre, der kan gå på tværs af forskellige typer erfaringer. Antallet af deltagere, der repræsenterede hver specifik type overgreb, var imidlertid begrænset. Især havde kun et lille antal børn og unge i stikprøven oplevet seksuelle overgreb. Som følge heraf er det ikke muligt at vurdere, om bestemte øjeblikke eller processer i forbindelse med afsløringen har forskellig betydning eller udfolder sig på forskellige måder på tværs af forskellige typer overgreb. Tidligere forskning tyder på, at nogle aspekter af afsløring kan gå igen på tværs af overgrebstyper – for eksempel afvejende øjeblikke, der er identificeret i studier af både seksuelle overgreb (Landberg et al., 2023) og forældres vold mod en intim partner (Callaghan et al., 2017) – men peger også på, at bestemte processer kan variere afhængigt af overgrebets form. Studier af seksuelle overgreb fremhæver for eksempel ofte skam og selvbebrejdelse som centrale barrierer for afsløring (se f.eks. Brennan & McElvaney, 2020). Dette kan forme afvejende øjeblikke, men kan også begrænse, hvad der afsløres. Selvom lignende øjeblikke således kan observeres på tværs af forskellige former for overgreb, kan de betingelser, der former deres udfoldelse, variere. På grund af den foreliggende deltagergruppes størrelse og sammensætning er det ikke muligt at adskille sådanne forskelle. Fremtidige studier med større og mere målrettede stikprøver vil være nødvendige for at undersøge, hvordan afsløringsprocesser kan variere på tværs af overgrebstyper, og for at udvikle mere differentierede forståelser, der kan danne grundlag for skræddersyede reaktioner og interventioner.

Konklusion

Børns og unges afsløring af overgreb i barndommen er en proces, der udfolder sig over tid i relation til og gennem interaktion med andre mennesker og de omgivende omstændigheder. Denne proces kan forstås som konstitueret af forskellige afsløringsøjeblikke – det vil sige forskellige muligheder, der rummer potentiale til at understøtte børns og unges afsløring. Ved at indramme analysen i et tidsligt perspektiv (Adam, 1995; Allnock, 2017; Andresen, 2024; Thomson et al., 2002) har vi udviklet en begrebslig ramme for forskellige afsløringsøjeblikke og dermed bidraget til den litteratur, der søger at bevæge sig ud over et fokus på den indledende afsløring og distinkte kategorier (Alaggia, 2004; Allnock, 2017; Bloomfield-Utting & Skinner, 2025) hen imod en forståelse af afsløring som en flydende, tidslig og relationel proces, der udfolder sig gennem forskellige muligheder. Vores ramme for afsløringsøjeblikke sætter relationerne og de omgivende omstændigheder i forgrunden og viser, hvordan disse kan påvirke hvert enkelt øjeblik og dets potentiale til at bidrage til forandring. Uanset om et øjeblik er kritisk eller tilsyneladende fraværende, udgør hvert øjeblik et mulighedsrum, der rummer potentialet til at blive betydningsfuldt inden for afsløringens overordnede forløb. I hvilket omfang dette potentiale realiseres, afhænger imidlertid af de omgivende omstændigheder, som kan påvirke, om erfaringer med overgreb deles med andre.

At begrebsliggøre afsløring som foregående på et kontinuum åbner et vindue til det komplekse landskab, som afsløring udgør (se også Bloomfield-Utting & Skinner, 2025). Det viser, hvordan afsløring er en skrøbelig proces, hvor

kilden, angive et link til Creative Commons-licensen og angive, om der er foretaget ændringer. Billeder eller andet tredjepartsmateriale i denne artikel er omfattet af artiklens Creative Commons-licens, medmindre andet er angivet i en kreditering til materialet. Hvis materialet ikke er omfattet af artiklens Creative Commons-licens, og din påtænkte anvendelse ikke er tilladt i henhold til lovgivningen eller overskrider den tilladte anvendelse, skal du indhente tilladelse direkte fra indehaveren af ophavsretten. En kopi af denne licens findes på http://creativecommons.org/licenses/by/4.0/.

barnets eller den unges egne forståelser, tanker og forventninger – sammen med de relationer og omstændigheder, der omgiver dem – kan både muliggøre og begrænse de mulighedsrum, der opstår og skabes. Dette gør det muligt at undersøge, hvordan, hvornår og under hvilke omstændigheder disclosure udfolder sig gennem forskellige øjeblikke. At betragte disclosure på denne måde understreger, at den kan antage forskellige former for hvert barn eller hver ung person, formet af, hvem de interagerer med, og af andre omstændigheder, der er til stede i deres liv. I nogle øjeblikke kan et barn eller en ung person give detaljerede beskrivelser af sine erfaringer, mens de i andre øjeblikke kan afstå fra at dele sine erfaringer. Selvom udfaldet af disse øjeblikke kan være usikkert, bidrager hvert af dem til at forme børns og unges disclosure-proces. En dybere forståelse af disse øjeblikke, deres potentiale og deres betydning over tid kan fremme både vores forskningsbaserede og praksisorienterede forståelse af, hvordan disclosure finder sted, ved at rette opmærksomheden mod de faktorer, der kan styrke identificeringen, afdækningen og håndteringen af overgreb i barndommen mod børn og unge.

## Referencer

Adam, B. (1995). Timewatch. Blackwell Publishers.

Adriansen, H. K. (2012). Timeline interviews: A tool for conducting life history research. Qualitative Studies, 3(1), 40–55. https://doi.org/10.7146/qs.v3i1.6272

Alaggia, R. (2004). Many ways of telling: Expanding conceptualizations of child sexual abuse disclosure. Child Abuse and Neglect, 28(11), 1213–1227. https://doi.org/10.1016/j.chiabu.2004.03.016

Alaggia, R., Collin-Vézina, D., & Lateef, R. (2019). Facilitators and barriers to child sexual abuse (CSA) disclosures: A research update (2000–2016). Trauma, Violence & Abuse, 20(2), 260–283. https://doi.org/10.1177/1524838017697312

Allnock, D. (2017). Memorable life events and disclosure of child sexual abuse: Possibilities and challenges across diverse contexts. Families Relationships and Societies, 6(2), 185–200. https://doi.org/10.1332/204674317X14866455118142

Allnock, D., & Miller, P. (2013). No one noticed, no one heard: A study of disclosures of childhood abuse. NSPCC.

Andresen, S. (2024). Time as a Category in Survivors’ Reports About Child Sexual Abuse: An Explorative Approach to Lifetime Abuse. Journal of Interpersonal Violence, 39(19–20), 4065–4086. https://doi.org/10.1177/08862605241264525

Bacon, H., & Richardson, S. (2000). Child sexual abuse and the continuum of victim disclosure. In C. Itzin (Ed.), Home truths about child sexual abuse (pp. 235–276). Routledge.

Bloomfield-Utting, J., & Skinner, T. (2025). Reframing informal disclosures of sexual violence as ‘an ongoing conversation’: How victim-survivors discuss victimisation with friends, family and partners. Journal of Gender-Based Violence. https://doi.org/10.1332/23986808Y2025D0000000108

Brattfjell, M. L., & Flåm, A. M. (2019). They were the ones that saw me and listened.” From child sexual abuse to disclosure: Adults’ recalls of the process towards final disclosure. Child Abuse and Neglect, 89, 225–236. https://doi.org/10.1016/j.chiabu.2018.11.022

Brennan, E., & McElvaney, R. (2020). What Helps Children Tell? A Qualitative Meta-Analysis of Child Sexual Abuse Disclosure. Child Abuse Review, 29(2), 97–113. https://doi.org/10.1002/car.2617

Callaghan, J. E. M., Fellin, L. C., Mavrou, S., Alexander, J., & Sixsmith, J. (2017). The Management of Disclosure in Children’s Accounts of Domestic Violence: Practices of Telling and Not Telling. Journal of Child and Family Studies, 26(12), 3370–3387. https://doi.org/10.1007/s10826-017-0832-3

Eldh, A. C., Årestedt, L., & Berterö, C. (2020). Quotations in qualitative studies: Reflections on constituents, custom, and purpose. International Journal of Qualitative Methods. https://doi.org/10.1177/1609406920969268

Eriksson, M., & Näsman, E. (2012). Interviews with children exposed to violence. Children and Society, 26(1), 63–73. https://doi.org/10.1111/j.1099-0860.2010.00322.x

Evang, A., & Øverlien, C. (2015). If You Look, You Have to Leave: Young Children Regulating Research Interviews about Experiences

## Anerkendelser

Vi ønsker at takke de børn og unge, der deltog i denne undersøgelse. Vi er dybt taknemmelige for deres villighed til at dele erfaringer, som kan være vanskelige at tale om. Deres generøsitet, tid og åbenhed gjorde denne forskning mulig og har bidraget med vigtige indsigter i disclosure-processerne vedrørende vold og seksuelle overgreb.

## Forfatterbidrag

Forfatter A udtænkte undersøgelsen og skrev projektbeskrivelsen for at sikre finansiering. Forfatter A udformede metodologien. Begge forfattere indsamlede data, analyserede resultaterne, bidrog til manuskriptet og godkendte den endelige version.

## Finansiering

Åben adgang-finansiering blev ydet af The Danish Centre Of Applied Social Science. Dette arbejde blev støttet af The Danish Authority of Social Services and Housing (juni 2023).

## Datatilgængelighed

De data, der understøtter undersøgelsens resultater, er ikke offentligt tilgængelige på grund af deres følsomme karakter og for at beskytte deltagernes fortrolighed.

## Erklæringer

### Etisk godkendelse

Undersøgelsen modtog etisk godkendelse fra The Research Ethics Committee at The Danish Center for Social Science Research (VIVE) (referencenummer 2023/5).

### Interessekonflikter

Forfatterne erklærer, at de ikke har nogen konkurrerende interesser.

### Open Access

Denne artikel er licenseret under en Creative Commons Attribution 4.0 International License, som tillader anvendelse, deling, tilpasning, distribution og reproduktion i ethvert medie eller format, så længe du krediterer den eller de oprindelige forfattere og kilden, angiver et link til Creative Commons-licensen og angiver, om der er foretaget ændringer. Billeder eller andet tredjepartsmateriale i denne artikel er omfattet af artiklens Creative Commons-licens, medmindre andet er angivet i en kreditering til materialet. Hvis materialet ikke er omfattet af artiklens Creative Commons-licens, og din påtænkte anvendelse ikke er tilladt i henhold til lovgivningen eller overskrider den tilladte anvendelse, skal du indhente tilladelse direkte fra indehaveren af ophavsretten. En kopi af denne licens findes på http://creativecommons.org/licenses/by/4.0/.

om vold i hjemmet. *Journal of Early Childhood Research*, 13(2), 113–125. https://doi.org/10.1177/1476718X14538595

Morgan, D. H. J. (2019). Familiære problemer, problematiske familier og familiepraksisser. *Journal of Family Issues*, 40(16), 2225–2238. https://doi.org/10.1177/0192513X19848799

Goodman-Brown, T. B., Edelstein, R. S., Goodman, G. S., Jones, D. P. H., & Gordon, D. S. (2003). Hvorfor børn fortæller: En model for børns afsløring af seksuelt misbrug. *Child Abuse and Neglect*, 27(5), 525–540. https://doi.org/10.1016/S0145-2134(03)00037-1

Morris, A., Hegarty, K., & Humphreys, C. (2012). Etisk og sikker forskning med børn om vold i hjemmet. *Research Ethics*, 8(2), 125–139. https://doi.org/10.1177/1747016112445420

Henze-Pedersen, S. (2026). Voldens sammenvævning: Tre tidsligheder i vold i hverdagslivet. *Sociology*, 60(1), 173–189. https://doi.org/10.1177/00380385251343490

Morrison, S. E., Bruce, C., & Wilson, S. (2018). Børns afsløring af seksuelt misbrug: Et systematisk review af kvalitativ forskning, der undersøger barrierer og fremmende faktorer. *Journal of Child Sexual Abuse*, 27(2), 176–194. https://doi.org/10.1080/10538712.2018.1425943

Holland, J., & Thomson, R. (2009). At opnå perspektiv på valg og skæbne. *European Societies*, 11(3), 451–469. https://doi.org/10.1080/14616690902764799

Øverlien, C., & Holt, S. (2018). Inkludering af børn og unge i forskning i vold i hjemmet: Når myter og misforståelser kompromitterer deltagelsen. I S. Holt, C. Øverlien, & J. Devaney (red.), *Responding to Domestic Violence* (s. 97–112). Jessica Kingsley Publishers.

Jensen, T. K., Gulbrandsen, W., Mossige, S., Reichelt, S., & Tjersland, O. A. (2005). Indberetning af muligt seksuelt misbrug: Et kvalitativt studie af børns perspektiver og konteksten for afsløring. *Child Abuse and Neglect*, 29(12), 1395–1413. https://doi.org/10.1016/j.chiabu.2005.07.004

Patton, M. Q. (1990). *Qualitative Evaluation and Research Methods*. SAGE Publications.

Jernbro, C., Otterman, G., Lucas, S., Tindberg, Y., & Janson, S. (2017). Afsløring af fysisk mishandling af børn og oplevet støtte fra voksne blandt svenske unge. *Child Abuse Review*, 26, 451–464. https://doi.org/10.1002/car

Reitsema, A. M., & Grietens, H. (2016). Er der nogen, der lytter? Litteraturen om den dialogiske proces ved afsløring af seksuelt misbrug af børn gennemgået. *Trauma Violence and Abuse*, 17(3), 330–340. https://doi.org/10.1177/1524838015584368

Landberg, Å., Kaldal, A., & Eriksson, M. (2023). Veje til afsløring – processen med at dele erfaringer med seksuelt misbrug af børn. *Children and Society*, 37(5), 1535–1554. https://doi.org/10.1111/chso.12710

Schaeffer, P., Leventhal, J. M., & Asnes, A. G. (2011). Børns afsløringer af seksuelt misbrug: Læring gennem direkte forespørgsel. *Child Abuse and Neglect*, 35(5), 343–352. https://doi.org/10.1016/j.chiabu.2011.01.014

Lemaigre, C., Taylor, E. P., & Gittoes, C. (2017). Barrierer for og fremmende faktorer ved afsløring af seksuelt misbrug i barndommen og ungdommen: Et systematisk review. *Child Abuse and Neglect*, 70, 39–52. https://doi.org/10.1016/j.chiabu.2017.05.009

Schinkel, M. (2019). Nytænkning af vendepunkter: Kriminalitetsforløb og afståelse fra kriminalitet. *Journal of Developmental and Life-Course Criminology*, 5(3), 366–386. https://doi.org/10.1007/s40865-019-00121-8

Lev-Wiesel, R., & First, M. (2018). Villighed til at afsløre omsorgssvigt og mishandling af børn: Seksuelt misbrug af børn sammenlignet med andre former for mishandling af børn i relation til køn. *Child Abuse and Neglect*, 79, 183–191. https://doi.org/10.1016/j.chiabu.2018.02.010

Thomson, R., Bell, R., Holland, J., Henderson, S., McGrellis, S., & Sharpe, S. (2002). Kritiske øjeblikke: Valg, tilfældighed og muligheder i unges fortællinger om overgange. *Sociology*, 36(2), 335–354. https://doi.org/10.1177/003803850203600206

Linell, H. (2017). Processen med at afsløre mishandling af børn: Et studie af de svenske socialforvaltningers beskyttelse i sager om mishandling af børn. *Child and Family Social Work*, 22, 11–19. https://doi.org/10.1111/cfs.12245

Thulin, J., Kjellgren, C., & Nilsson, D. (2020). Børns afsløring af fysisk mishandling – processen med at afsløre det og socialarbejdernes reaktioner. *Child Care in Practice*, 26(3), 285–299. https://doi.org/10.1080/13575279.2018.1555139

Mason, J. (2002). *Qualitative Researching*. SAGE Publications.

Mathews, B., Finkelhor, D., Collin-Vézina, D., Malacova, E., Thomas, H. J., Scott, J. G., Higgins, D. J., Meinck, F., Pacella, R., Erskine, H. E., Haslam, D. M., & Lawrence, D. (2025). Afsløring og manglende afsløring af seksuelt misbrug i barndommen i Australien: Resultater fra en national undersøgelse. *Child Abuse and Neglect*, 160, 1–13. https://doi.org/10.1016/j.chiabu.2024.107183

McElvaney, R. (2015). Afsløring af seksuelt misbrug af børn: Forsinkelser, manglende afsløring og delvis afsløring. Hvad forskningen fortæller os, og konsekvenser for praksis. *Child Abuse Review*, 24(3), 159–169. https://doi.org/10.1002/car.2280

Ungar, M., Barter, K., McConnell, S. M., Tutty, L. M., & Fairholm, J. (2009). Mønstre i unges afsløring af mishandling. *Qualitative Social Work*, 8(3), 341–356. https://doi.org/10.1177/1473325009337842

McElvaney, R., Greene, S., & Hogan, D. (2014). At fortælle eller ikke fortælle? Faktorer, der påvirker unges uformelle afsløringer af seksuelt misbrug af børn. *Journal of Interpersonal Violence*, 29(5), 928–947. https://doi.org/10.1177/0886260513506281

Vikander, M., & Källström, Å. (2023). Hvad børn, der har været udsat for vold i hjemmet, værdsætter i mødet med socialarbejdere: Et praksisorienteret systematisk forskningsreview. *Child and Family Social Work*, 1–12. https://doi.org/10.1111/cfs.13073

Meddelelse fra udgiveren Springer Nature forholder sig neutralt med hensyn til jurisdiktionelle krav i publicerede kort og institutionelle tilhørsforhold.